Forside » Koncerter

» Koncerter

Hvert år spiller Aalborg Symfoniorkester en masse koncerter for børn fra skolerne i Aalborg Kommune og Region Nordjylland. Du kan også komme ind og høre spændende koncerter sammen med din familie.

Om foråret tager orkestrets musikere i mindre grupper på besøg hos børnene fra 1. - 3. klasse. Her fortæller de om deres instrumenter og spiller sjove, spændende stykker musik for børnene. Et par uger efter kommer alle disse børn på besøg hos Symfoniorkestret og hører en koncert, hvor hele det store symfoniorkester spiller.

Om efteråret er det de store børns tur. Der tager vi på besøg hos eleverne fra 4. - 6. klasse og lærer dem om spændende klassisk musik. De kommer også ind i Symfonien og oplever musikken "live".

Koncerterne ligger i skoletiden, men i forbindelse med hvert projekt spilles der også offentlige koncerter, så familier har mulighed for tage sammen ind og opleve orkestrets verden.

Aalborg Symfoniorkester spiller hvert år  julen ind sammen med skolekor fra Aalborg Kommune. Flere hundrede børn og deres forældre har gjort det til en fast juletradition at tage i Aalborghallen og høre denne dejlige koncert. Ja, spørgsmålet er, om det mon overhovedet kan blive jul uden???

Her er et klip fra vores sidste julekoncert med Sigurd:

http://www.youtube.com/watch?v=ZU08s8F2ULc

- og et flot billede:

 

Her følger en liste over alle de koncerter i løbet af dette skoleår, hvor du kan tage din familie med ind og opleve symfoniorkestrets verden:

 
”Sigurd og Operaen” – tøjdyrsopera for børn og barnlige sjæle
Solister: Sigurd Barrett, Winnie Merete Barrett og Jens- Christian Wandt
Dirigent: Henrik Vagn Christensen
Torsdag d. 28. og fredag d. 29. oktober kl. 17.00 i Symfonien
Som optakt til efterårets store Wagnerkonkurrence introducerer Sigurd Barrett børnene til operaens og særdeles Wagners fantastiske musik. Sammen med den verdensberømte tenor Don Bravissimo og den syngende svane Tralalula fører han os gennem hele Niebelungens Ring på bare en time.
”Det er fedt at synge opera” – men det er mindst ligeså fedt at høre på!
 
Familiejulekoncert
Solist og konferencier: Trine Gadeberg
Dirigent: Jesper Juul
Lørdag d. 11. december kl. 13.30 og 15.30 i Aalborghallen
Skal det være jul i år? Så kom til koncert med Aalborg Symfoniorkester og 400 sangere fra byens skolekor ført an af Trine Gadeberg – også kendt som Pyt fra DR’s julekalender ”Nissernes ø”.
Der garanteres syngende, swingende og meget underholdende julestemning!
 
 
”Beethoven for børn”
Solist og konferencier: Sigurd Barrett
Dirigent: Henrik Vagn Christensen
Torsdag d. 26. og fredag d. 27. maj kl. 17.00 i Symfonien
Har du hørt om Beethoven? Han var en af musikhistoriens allerstørste komponister.
Sigurd Barrett og Aalborg Symfoniorkester fortæller i ord og musik historien om den berømte komponist, om hans musik og hans fantastiske liv. Det bliver helt sikkert ikke kedeligt! – og gad vide, om der ikke også er børn, der spiller med på scenen?
 
Sigurd og Operaen
28. oktober 2010 - Kl. 17:00
29. oktober 2010 - Kl. 17:00
Familiejulekoncert
11. december 2010 - Kl. 13:30
11. december 2010 - Kl. 15:30
Beethoven for børn
26. maj 2011 - Kl. 17:00
27. maj 2011 - Kl. 17:00


"Jeg må hellere øve mig. Vi skal snart spille skolekoncerter!"